xa22

Prag er hovedstaden i Tjekkiet og kan spore sin oprindelse helt tilbage til det 9. århundrede. Det er derfor en by, der er propfyldt med historie både i sin arkitektur og kultur. Hvis du overvejer at tage ud at rejse, er det derfor værd at smide Prag på din liste over mulige valg.

Hovedstæder som Paris, Rom og London er alle ualmindeligt populære for turister, hvilket selvfølgelig giver god mening, da de også er utrolig spændende byer. Men bliver det ikke lidt kedeligt i længden at tage de samme steder hen? Og kunne det ikke være fedt at besøge et sted, der ikke er nær så populært? På den måde undgår du floden af andre turister og kan fordybe dig mere i den lokale kultur.

Forskelligartet arkitektur

Hvis du er meget interesseret i arkitektur og gamle, historiske bygninger kan Prag være en super rejsedestination. Byen er propfyldt med gamle bygningsværker, der alle passer ind i vidt forskellige stilarter. Du kan finde den romanske og gotiske stil, samt bygninger fra Renæssancen og barokken. Der er således en masse at berige øjet med.

Et varieret kulturliv

Hvis du er mere interesseret i kulturel underholdning kan du besøge lokale teatre, for eksempel Rudolfinum, hvor du kan opleve alt fra klassisk opera og ballet til pantomime og videre over i kommunistiske levn som skyggeteater og absurd teater. Der er en meget bred vifte af forskellige genrer, som du kan få mulighed for at opleve.

Derudover afholder Prag hver juli en international teaterfestival, som du uden tvivl vil kunne få meget glæde ud af.

Hvad skal du huske at få set?

På grund af sin lange levetid har Prag fået akkumuleret en stor mængde af bygningsværker og lokaliteter, der er blevet populære seværdigheder.

prag_rejse

  • Karlsbroen: Gå en tur på broen i solnedgangen og se lygtemænd tænde broens lys. Du vil få en smuk udsigt over Moldaufloden, der løber gennem Prag. Det er forbudt at køre over broen i bil, så du kan få fred til virkelig af nyde omgivelserne og det summende liv af folk omkring dig.
  • Staré Mesto: Prags gamle bydel er fyldt med spændende seværdigheder. Det er her, Prags gamle rådhus kan findes og på det kan du se Det Astronomiske Ur. Et unikt og utrolig smukt ur, der kan være et besøg værd – især hvis du generelt er fascineret af urværker.
  • Prags borg: I dag er borgen hjem for den tjekkiske præsident, men du kan besøge slotshaverne og adskillige andre bygninger i området. Der er det hellige kors-kapel, Nationalgalleriet og Golden Lane, hvor alkymister eftersigende skabte hvidguld ud af sten. Franz Kafka, den tyske forfatter, har også boet i dette område.

Værd at se for danskeren

Som danskere er vi meget stolte af de få kendte folk, vi har, som også nåede udenfor vores egne grænser. Hvis du besøger Prag, bør du derfor svinge forbi Týnkirken. Ikke nok med at det er en utrolig smuk gotisk kirke fyldt med spir og barok-indretning: Det er også her den kendte danske astronom, Tycho Brahe, ligger begravet lige ved siden af kirkens alter.

Det vilde natteliv

prag_rejse

Er der tale om en tur for et par unge venner, skal I ikke være bange for at kede jer. Prags natteliv er nemlig lige så aktivt som alle andre hovedstæders, man skal bare finde de rigtige steder at besøge. Hvis I ikke er så meget til natklubber, men gerne vil have en mere unik oplevelse, kan I besøge AghaRTA, der er en underground jazz club. Vil I bare gerne feste findes der populære steder som Radost FX Club, som har super gode cocktails, og Dejavu Music Club, der er et diskotek med billige drinks og festlig stemning.